lørdag den 4. september 2010

Adoption kontra fertilitet

Hos Landsforeningen Adoption & Samfund, kan man læse alt om adoption, både om tiden før og efter. Jeg har selv været i bestyrelsen i lokalforeningen nogle år, da vores børn var små. Og i mere end 30 år, har foreningen kæmpet for bedre vilkår for adoptanter. Heldigvis skete der store fremskridt i år 2000. Før den tid, var det endnu vanskeligere at adoptere, end det er i dag. Foreningen kæmper stadig en kamp for, at adoptanter kan blive ligestillet økonomisk med fertilitetsbehandling og i det hele taget bare blive ligestillet med en almindelig fødsel.

Som man kan læse hos Ellen, er der enighed om, at hver enkelt borger betaler af egen lomme for fertilitetsbehandling. Det er desværre ikke en menneskeret, at få børn. Men det er heller ikke en økonomisk opgave for samfundet. Der er rigtig mange ufrivillige barnløse, som vil give alt hvad de ejer, for at få de børn de så brændende ønsker sig.

(Hvis ikke du vil læse om mit liv, vores kamp, så er det nu du skal stoppe )

AdoptionBørn

For næsten 30 år siden valgte vi at adoptere. Vi kunne have brugt pengene på fertilitet, hvis undersøgelserne, vi aldrig fik taget i den forbindelse, havde fundet os egnet, men jeg ville ikke udsætte min krop eller psyke for denne belastning. Uanset hvad vi valgte, ville det koste os en formue. Dengang var der ikke en eneste krone at hente fra det offentlige. Vi valgte adoption lige fra starten, og måtte igennem en masse samtaler, hvor hele vores liv fra barn til daværende stadie blev endevendt. Samtaler både i fællesskab og enkeltvis, om forholdet til vores nærmeste familie, arbejdskollegaer, vores syn på børneopdragelse, børnehaven hvor Mads gik, blev kontaktet uden vores vidende, osv. osv. Da vi endelig smuttede gennem nåleøjet og fik papir på at vi var “egnet som forældre”, var vi lykkelige. Nu skulle vi bare vente, på at få et barn i forslag, som det hedder. Afgiverlandene gør meget ud af, at finde det helt rigtige barn til adoptivforældrene. Barnet skal matche sin nye familie så meget som muligt, både socialt og intellektuelt, hvis det er muligt. Endelig fik vi vores datter, men kun i døgnpleje, fordi reglerne var sådan dengang. Endelig godkendelse ville ske, inden for et år, efter barnets ankomst, når en socialrådgiver fra Amtet, havde været på hjemmebesøg 2 – 5 gange, for at se om vi kunne magte opgaven med endnu et barn. Før dette var sket kunne barnet ikke blive døbt. Der blev skrevet rapport og taget billeder, som blev behandlet på møder og sendt videre til afgiverlandet. Otte måneder efter ankomsten, fik vi endelig papir på, at vi var godkendt som forældre. Og vi slap endda billigt. I sammenligning med andre, gik vores sag også meget hurtigt. Mange har været meget, meget mere igennem end vi har, og rigtigt mange fik afslag. Fik man afslag var det definitivt slut. Under samtalerne og undersøgelserne, blev vi blev spurgt hvad vi syntes om alle undersøgelserne, og jeg sagde, som det var, at jeg slet ikke kunne se, hvad en hel del af det vedkom sagen. Svaret på dét var, at det alt sammen var p.g.a. barnets tarv. Den dag i dag, har jeg stadig samme mening om, at meget overhovedet ikke var relevant i forbindelse med en adoption.

Mads og Camilla Mads og Camilla 1

Ved 2. og sidste kontrolbesøg, for vores vedkommende, krummede jeg virkelig tæer i skoene, da Mads 5 år gammel, sagde flg. til socialrådgiveren fra Amtet: “Skal du ikke snart hjem?” “Hvorfor vil du gerne have jeg kører, spurgte hun”. “ Jo, for så skal vi lege Dallas” Hvordan leger man det? “Vi skal have noget at drikke, og så skal vi kysse hinanden meget længe” Vi har mange år senere, ganske tilfældigt, talt med socialrådgiveren, som lige nøjagtigt husker os p.g.a. denne episoden, meget tydeligt, og hun havde noteret det som en positiv udtalelse.

Nu er adoption ikke noget man sådan bare lige kaster sig ud i. Der er mange overvejelser, om både det ene og det andet, inden man sætter sådan en procedure igang. At adoptere er en bekostelig affære, der let beløber sig til et sted mellem kr. 150.000,- og 200.000,- eller mere, for et udenlandsk barn. Dertil kommer flybiletter og rejseomkostninger, samt selvfølgelig flybillet til barnets hjemrejse. Danske børn er ganske gratis, at adoptere. I værste fald et lille gebyr. Men for ca. 30 år siden da vi gik i gang, fik vi oplyst at der kun var 10 danske børn til adoption, og at listen af vordende adoptanter var alen lang. Da man ikke kunne stå på ventelisten mere end to år, valgte vi derfor at adoptere et udenlandsk barn, for ikke at spilde 2 år mere.

Fertilitetsbehandling har man, nu i flere år, kunnet få ganske gratis i det offentlige regi, og det uden nogen garanti for, at det ender med et barn efter 3 behandlinger. Værre er, at der tilsyneladende ikke er nogen kontrol, eller opfølgning af, hvad det er for nogle mennesker, om de i det hele taget er egnet til at tage sig af et barn. Fertilitetsbehandling burde på alle måder være ligestillet med adoption.

Hvis der blev ført samme kontrol indenfor begge områder, og prisen var den samme, så er jeg sikker på, at mange ville vælge adoption fra starten af. Derved vil mange børn, blive skånet for tvangsfjernelse og for at blive kastebold og prøveklude i diverse sammenhæng. Forældrene undgår ligeledes en masse ubehagelige oplevelser. Vi skal trods alt forså, at selvom vi og “systemet” mener de ikke er velegnet som forældre, så er det mennesker med følelser lige som alle os andre. Da fertilitetsbehandlingen blev gratis, faldt adoptionerne, men efter en tid steg tallene igen, fordi behandlingen alligevel ikke lykkedes. Nogle vælger også efter en tid behandlingen fra, p.g.a. af det store psykiske pres det indebærer.

Det blev et meget, meget langt indlæg, og jeg føler bestemt ikke jeg har fået det hele med.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Alle kommentarer bliver værdsat. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)