mandag den 29. november 2010

Jul i Tivoli

I søndag smuttede vi en tur til København, så vi kunne få udnyttet min gevinst en sidste gang, inden guldkortet udløber. Af en ven – en garvet tivoligænger, havde vi fået oplyst, at vi skulle tage derind en søndag, for der var bedst plads, og det lyttede vi selvfølgelig til. Vi havde taget min mor med, og ankom til Tivoli kl. 16. Vi gik lidt rundt og så på juleudsmykningen, som var rigtig flot og hyggelig.

PB283380 PB283381
PB283382 PB283383
Mor og jeg var klædt rigtigt varmt på, så vi havde ikke problemer med at holde varmen, men det havde Allan. Han frøs, “det gamle liv,” så meget, at han ikke engang skulle have is, og så er det slemt. Vi gik ind og fik aftensmaden, og travede lige det sidste rundt, for at få det hele med. Det kom helt bag på mig, at mit kamera, var ved at løbe tør for batteri, men hvad, det var også alt for koldt på fingrene til at fotografere.PB283385

I bilen havde jeg “parkeret” en termokande med kaffe, så vi fik lidt til at varme os på inden turen gik til Lolland igen. Vi fik en sludder med Camilla, som først er kørt hjem i formiddag, tidligere end beregnet, og det var en la-a-ang tur til Kbh, men hun er heldigvis kommet godt hjem. Kæresten derinde, og vi hernede var alle lige bekymret for hende. 40 km i timen, kunne hun snige sig op på, også på de første 10 km af motorvejen.

Vejret ser ikke godt ud her. Da jeg kørte hjem fra arbejde, foregik det med max. 30 km i timen og på følehornene. Der var ingen steder at holde, for at prøve at tage et billede. Himmel, marker og vej var ud i et, og ingen sneplove hele dagen. 200 bilister venter i skrivende stund på assistance fra Falck, i vores region, så vi har droppet dansen i aften. Jeg har tændt op i brændeovnen og lukket soveværelsesvinduet, i hvert fald for i nat, og håber det hele ser lidt lysere ud i morgen tidlig, som på disse billeder.

PB273350 PB273353

søndag den 28. november 2010

Uventet telefonopkald

Jeg havde lige fået gravet mit gran frem af snemængderne, og havde klippet lidt i en busk, slæbt ler og meget andet ind på køkkenbordet, og var netop gået i gang med dagens, noget forsinkede, opgave, da telefonen ringer. Allan er ude og prøve at skaffe ting til traktoren.

Det var børnenes gamle dagplejemor. Nå, nej gammel er hun ikke, men det er længe siden hun var dagplejemor for vores børn, og vi har stadig kontakt med hende. E… siger, er I friske på noget meget impulsivt? Ja-aa, siger jeg lidt tøvende, uden at vide hvad det mon er……..Skal I noget i aften?……nej ,det skal vi ikke…… er det rigtigt?…….ja…….Jeg får en lang historie om hvordan det hele hænger sammen……… Det viste sig, at hun skulle fejre sin 65 års fødselsdag, og hun havde bare fået så mange afbud. De sidste afbud for et øjeblik siden, så der var altså et par ledige pladser, så hun var begyndt at ringe rundt. Hun havde sådan glæde sig til denne fest. Den første fødselsdag, hun havde haft mod på at holde, siden manden døde for nogle år siden. Og sjovt nok har hun og vores gamle genbo, som vi har haft utroligt meget med at gøre, fundet sammen. Jeg sagde ja, tak, vi kommer, selvom vi ikke har fået mere end godt 4 timers søvn om natten. Jeg skyndte mig at få lavet noget der skulle agere kalenderlys, og fik også lavet en pude til svigermors gravsted.

PB273371 PB273372

Der var ikke mange timer til vi skulle være til spisning på Sukkertoppen, så ind i klædeskabet og se hvad vi kunne finde af tøj. Strygebrættet måtte frem, så jeg kunne få glattet en skjorte til Allan. Selvom E…. sagde vi ikke skulle tænke på gave, men bare komme, så kommer vi altså ikke tomhændet, men alle forretninger 22 km væk havde allerede lukket. Så er det godt at have et lille lager af kort, og få skaffet lidt kontanter, som måtte udgøre gaven.

PB273373 PB273375

Vi fik en dejlig aften og nat, gik i seng halv 3 og i eftermiddag kører vi til “Jul i Tivoli” Vort hus og min pc er lånt ud, til Camilla som gerne vil have fred og ro til at arbejde med sine store opgaver. Hun er lige ankommet, og vi skal have en tår kaffe, og så skal hun nok få lov at være i fred resten af dagen.

lørdag den 27. november 2010

Planen for i dag er begravet i sne

Jeg skulle lave en adventsdekoration og lidt pynt til kirkegården i dag. Det indkøbte gran kunne holde sig bedst ude i det fri, og nu ligger det begravet et sted under sneen. PB273341

I aftes var vi inviteret til spisning hos Mark og min lille søde svigerinde. Vi ankom, om ikke i sol og sommer, så dog i tørvejr og helt fri for noget der bare lignede antydningen af sne, men det ændrede sig meget hurtigt som billedet nedenfor. Inde var der der dejligt tørt og varmt, og en dejlig stemning med sang og musik. Bilen måtte ikke køre med de chauffører der var til rådighed, så vi havde pakket støvler og vanter i rygsækken til traveturen hjem i nat, hvor vi vadede gennem 10 cm sne.

PB263337PB263333

Jeg startede dagen med en morgentur i omegnen..

morgenstemning morgentåge
morgenvejr julevejr

Vi havde stadig den anden bil stående i garagen, men vi Allan kører altså ikke på sneen i indkørslen, så vi måtte ud og skovle.

PB273354 PB273355

Jeg sendte mor en sms, det har vi også lært hende hvor jeg skrev, jeg går ud fra at du ikke er hos Mark mere. Jeg vidste at de unge skulle køre kl. 7.30, men nej, hun var alene i huset, de unge var kørt. Vi skulle alligevel hente bilen, så jeg pakkede et par ekstra støvler, hue og vanter, og ikke at forglemme solbriller til mor, i rygsækken, for hun var kommet afsted i små sko. Jeg begav mig ud til fods for at hente bilen og få mor kørt hjem til sig selv.

PB273365 P2132195 sneplov

Allan havde andre planer med bilen der stod i garagen. Han skulle hente/bestille reservedele til et køretøj der ikke vil starte. Et vi købte af mor sidste år, og investerede sneplov til.

PB273368 PB273357

Hos mor var der selvfølgelig også faldet lidt sne som skulle flyttes.

PB273361 PB273363

Nu vil jeg gå ud og grave efter mit gran og se om jeg kan få lavet den dekoration til i morgen.

onsdag den 24. november 2010

Hjertestop – neglect - genoptræning

Hvis du ikke har fulgt med før, kan du læse her og her. Da mor blev overflyttet til geriatrisk, blev vi børn indkaldt til et møde. P.g.a. af min søsters job, inden for plejesektoren, fik vi lov til at tage mor hjem nogle timer i weekenden. Sikke et slæb, med kørestol og hjemmelavede slisker, men det var det eneste sted hun ville spise mad, og hun skulle jo have sul på kroppen og lidt energi til den genoptræning hun skulle i gang med. Ved mødet fik vi en masse gode informationer, bl.a. om neglect, som vi aldrig havde hørt om før. Neglect betyder, at man slet ikke er bevidst om den lammede side. Den eksisterer simpelt hen ikke i ens bevidsthed. Vi kunne hjælpe meget med genoptræningen, ved at sætte os selv og tingene til venstre for mor, så hun blev tvunget til at kigge til den side. Vi har mange sjove eksempler på fænomenet, som er meget svært at fatte og forstå, selvom vi har set det utallige gange. Når mor skulle spise, spiste hun kun det der lå på højre side af tallerkenen, og når vi så drejede den en halv omgang, sagde hun meget forundret: ”Hvor kom den mad fra, jeg har da lige spist alt” Og når vi prøvede at få hende til at læse, startede hun inde midt i teksten og kørte ud til højre, og hen til midten, hvor hendes næste linje startede. Selvom vi pegede ude til venstre, så hun det ikke. Det hun læste, gav selvfølgelig ingen mening for hende. Vi sang med hende, samlede puslespil og andet. Vi søgte om beskyttet bolig til hende, men allerede på det tidspunkt, mente de at hun nok blev ”for rask” til at få bevilliget sådan en, selvom hun bestemt ikke kunne klare sig selv. Mit barndomshjem
Mor trænede hårdt, med så simple ting, som at samle ting op fra bordet, og en dag kom hun gående med rollator, men neglecten var der stadig. Hun kørte ind i væggen i stedet for dørhullerne. Mor troede aldrig mere hun ville blive udskrevet. Nu var hun klar over, at der var mange ting hun ikke kunne, men det var hun overbevist om, slet ikke var noget problem, når blot hun kom tilbage til eget hjem. Alle vi andre, kunne tydeligt se, at hun helt afgjort ikke kunne klare sig selv, men det var svært at fortælle hende direkte. Hun var så ubeskrivelig træt, og sov ikke, hun har selv sagt, at det ikke var hende selv, men “at nogen” inde i hendes hoved, bestemte hvad hun skulle gøre. Hun stod op om natten og rendte rundt i lagerrummet på sygehuse, og ville springe ud af vinduet, hjem til sin datter og meget andet. Mor blev ofte mere rolig når vi kom, og hvis/når hun fik lov at ringe og tale med os, men andre gange var der intet der hjalp, heller ikke beroligende eller sovemedicin. I hvertfald ikke mere end 4 timer, og det var jo alt for lidt søvn og hvile hun fik. Hun var så påvirket af de store mængder medicin hun havde fået, og det har medvirket til alle hendes mærkelige krumspring.
Mor blev trænet i køkkenet med madlavning, bagning, kaffebrygning, opvask, støvsugning, bad samt af- og påklædning. Jeg og min søster tog mor hjem på heldagsorlov, lørdag eller søndag i hendes eget hjem eller vores. Vi skulle blot være tilbage til geriatrisk inden kl. 20. og de dage nød hun til fulde. Dagen kom hvor hun gik uden hjælpemidler, hun kunne gå på trapper. Vi var til flere møder på afdelingen, med læger, fysioterapeuter, sygeplejersker og ergoterapeuter, hvor mor også deltog, og vi fik den enkeltes vurdering af situationen. Mors ønske var at komme hjem, selvom de foreslog, at mor skulle flytte på genoptræningshjem i Fakse nogle måneder.Hue til den kommende sygeplejerske Men det knuste hende helt, og da afdelingen mente, at vi kunne magte opgaven i fællesskab, efter vi selv havde foreslået det, blev mor udskrevet den 2. juli til eget hjem, med hjemmehjælp 3 gange daglig, til opsyn, et tryghedsvisit, samt hjælp til af- og påklædning morgen og aften samt medicinering også tre gange daglig. Vi børn lavede en turnus, hvor vi skiftedes til at køre ned og lave mad og spise aftensmad sammen med hende. Hun skulle lære at bruge komfur osv. Der kom en ergoterapeut to gange ugentlig og trænede påklædning. Da mor magtede det, sådan nogenlunde, spurgte ergoen, om mor havde andre ønsker. Ja, jeg vil gerne lære at strikke igen. Det var dog ikke muligt da ergoen ikke anede hvordan man gjorde. Men så ville mor gerne lære at cykle. Ergoen var frisk, det var ikke noget hun før havde haft på programmet, men hun medbragte resolut sine rulleskøjter, og så løb hun ellers bagefter mor den ene km efter den anden, når der skulle cykles. Genoptræningen i eget hjem måtte ophøre, da der er begrænset hvor lang tid sådan noget bevilliges. Hjemmehjælpernes ”renderi” blev mor træt af og vi startede med at opsige den aftale midt på dagen, og snart fulgte de andre samme vej, da det var blevet et irritationsmoment for hende, at hun skulle være hjemme hele dagen, hvis hun fik tilbud om at komme med til et eller andet. Mor har altid været meget social, og har naboer, venner osv. der henter hende. Vi lærte mor at strikke. Selv Mark deltog i oplæringen. Det første arbejde var en firkantet lap, der var løs og skæv, men da geriatrisk kom på deres første opfølgningsbesøg, var de meget tilfredse med mors første strik og hendes fremskridt. De noterede en masse og så allerede frem til næste besøg. Mor strikkede en lap mere, og den blev meget nydelig, hun strikkede nogle flere, så oldebarnet kunne få et tæppe til dukkevognen. Da geriatrisk atter kom på besøg, var de vildt imponeret over hvor stor en udvikling mor havde gennemgået. Mor gik hurtigt over til sit gamle "strik til Røde Kors" I starten kunne hun kun strikke, når vi sad ved siden af og hjalp til.PA243089
Efter en tid blev vi spurgt om vi ville komme til en opfølgende samtale på intensivafdelingen, så sygehuset havde mulighed for at lære noget til fremtidige patienter. Jeg tog med mor, og det første de sagde, da vi blev kaldt ind, var, at de havde fået så mange positive oplysninger fra geriatrisk og opfølgningen i eget hjem, at de knapt nok troede på det, så nu ville de gå bagerst i køen og selv se miraklet gå. De havde utallige spørgsmål, som de gerne ville have mor svarede på, men hun kan slet intet huske fra den tid. Jeg svarede på mors vegne, som jeg havde oplevet det hele. Vi børn fik så meget ros, af sygehuset og af mor, over det vi havde gjort for hende, så jeg sad med tårene trillende. Aldrig havde de oplevet noget lignende. Det har også været hårdt for os alle. De spurgte om de måtte bruge alle vores oplysninger, til forhåbentlig stor gavn og glæde for andre der kommer i samme situation. Det har vi selvfølgelig sagt ja til. Den 15. november sidste år flyttede mor i egen lejlighed med en lille have til. Ikke helt godvilligt, hun blev presset noget af alle os fire børn, og så nok ikke anden udvej end at gøre som vi ønskede. Der gik dog ikke lang tid før hun blev rigtig glad for sit nye hjem, og det liv hun trods alt har. Påklædningen kan stadig drille, og der er meget hun ikke kan. Det er svært at forstå, men vi kan se hvor meget hun somme tider kæmper, for bare at få en trøje på. Som hun selv siger: “Tænk at så simple ting, man har kunnet hele livet, kan være så svære.”

tirsdag den 23. november 2010

Pommes Anna

Mit forslag til en opskrift, ses nederst på siden, så har du mulighed for at springe direkte dertil ☺

Da vi var inde og se Mamma Mia, spiste vi på Restaurant Paafuglen i Tivoli, hvor vi fik serveret en meget anderledes kartoffel, end jeg tidligere havde set. En firkantet ”kage” som lignede hvidkål. Kartoflen var rigtig lækker, og ved forespørgsel om hvordan den blev lavet, fik vi svaret af den venlige tjener. Skivede kartofler, lagt i pres i fløde og derefter bagt. Mit eksperiment stod sin første prøve i lørdags. Det smagte godt, men det lignede ikke helt, og smagte også for meget af fløde i forhold til det vi fik serveret. Jeg må forsøge mig igen en anden dag. Allan syntes det både lignede og smagte ens. Vennerne havde intet at sammenligne med og spurgte om de skulle være skuffede.

Kartofler PB203267

Jeg var klar over, at kartoffelskiverne skulle være tynde som papir, så det foregik på agurkehøvlen, da jeg ikke er ejer af et mandolinjern.Skiverne blev lagt i en bradepande, ikke én og én, men alligevel sådan rimeligt pakket i flere lag. Hvert lag blev krydret med salt, peber og revet muskatnød. Derefter blev der hældt piskefløde over. Jeg var i tvivl om hvor meget jeg skulle hælde på. Det dækkede slet ikke kartoflerne, men jeg kunne jo bare hælde mere på senere. Kartoflerne skulle i pres, men om de skulle direkte i ovnen, eller de skulle stå en tid først, meldte historien ikke noget om. Jeg valgte det sidste, da jeg tænkte i rullepølse-presse-baner. Hvad har jeg så lige der er tungt nok til dette pres??? Oven på kartoflerne lagde jeg stanniol, en bagerist så jeg havde mulighed for at stille noget ovenpå til at holde presset jævnt. Et spækbræt af træ, men det var ikke tungt nok. Et fad ovenpå igen hjalp heller ikke nok. Allan kom med vort gamle strygejern, det hjalp. Sådan fik det lov at stå 3½ time. Da det skulle i ovnen var det oversvømmet af fløde. Det skulle jo ikke være flødekartofler, så fløden hældte jeg fra, og brugte til sovsen.

PB203270Pommes Anna

Kartoflerne var ikke presset helt nok, måske for tykke skiver! Nej, jeg tror snarere, at de ikke var lagt fint/systematisk nok i fadet, så der blev små overlapninger, som ikke kunne presses godt nok sammen. Det var dovenskab fra min side, jeg sprang over hvor gærdet var lavest, selvom jeg ofte har set, og været med til at lægge skivede kartofler o.l. én efter én i fine snorlige rækker. Kartoflerne blev også lidt for mørke ovenpå, men det skyldes at krydderierne havde givet kartoflerne farve, det er jeg slet ikke i tvivl om.

Til Anna kartoflerne, brugte jeg flg.:

1½ kg kartofler snittet i meget tynde skiver

½ liter piskefløde (som viste sig at være alt for meget)

Salt, peber og revet muskatnød

Bages ved 175 grader i ca. 1 time

NB: Hvis fløden minimeres, kommer ”den rigtige” smag måske mere frem!

søndag den 21. november 2010

En søndag i den våde natur

Tidligt i morges, en våd og diset dag, med en udendørstemperatur der viste 4 grader, trak vi i de lange underbukser, eller noget der ligner, samt en ekstra trøje og gummistøvlerne. Vi, en lille gruppe på 5 personer her fra gaden, havde besluttet, at vi ville deltage i Skov-og naturstyrensels vandretur på ca. 10 km rundt i Oustrup Skov og Hannenov. Vi havde først 20 km bilkørsel foran os.

IMG_2840PB213287
IMG_2827IMG_2828

Det viste sig, at den folder vores lille gruppe havde fået fat i, fra vores kommune, ikke stemte overens med det, det hele gik ud på. Det var nemlig Dansk Vandrelaug der havde denne tur. Vandrelauget sagde, at vi måtte have misforstået noget. Heldigvis havde vores “gruppemand” kvinde, folderen med, så de kunne se med egne øjne, hvad der stod på vores folder fra kommunen. Nå pyt, vi 5 traskede da med de andre, selvom der ikke var nogen naturvejleder til at fortælle om tingene. Vi fik lidt snak med et par stykker af dem. P.g.a. af lidt rigelige vandmængder, oversvømmelse, fordi der var mere end Tingsted å kunne rumme, måtte vi tilbage og tage en anden rute. Vi så gravhøjene og langdyssen, og andre ting, som Allan kunne give en forklaring på, i kraft af sit tidligere job som naturplejer. Vores lille gruppe, sluttede af med en tår at drikke og var helt enige om, at det havde været en dejlig tur, selvom den ikke gik helt efter planen.

PB213281 IMG_2833
Langdyssen PB213289

Vi havde en lille madpakke med til turen, så Allan og jeg tog et par afstikkere ud i de små kroge på hjemturen. Det første billede er Guldborgsundtunnellen set fra oven mod Lolland. Den røde og grønne bøje, viser midten af tunnellen. På næste billede ses Falstersiden, hvor billisterne kommer op igen, eller kører ned i tunnellen mod Lolland. Dette fænomen, kan man stå på en lille bitte, bitte vej og se.

PB213291PB213296
PB213292PB213297

Vi fortsatte turen via landet, en tur man normalt kun kan tage på cykel, men med de rigtige nøgler så kan alt lade sig gøre.

IMG_2859IMG_2861
IMG_2862PB213299

Også her har det regnet utroligt meget de sidste uger. Sørup å er også gået over sine breder. Allan skulle ud og se hvordan det stod til med den sluse han havde passet. Sluseportene står åbne, så vandet kan løbe ud i Guldborgsund, men der er i forvejen fyldt godt op, så det varer længe inden vandet forsvinder igen.

PB213304 PB213303
IMG_2878 IMG_2873

Jeg havde ikke lyst til at afprøve balancekunsten, som Allan gjorde, så jeg blev på mere sikker grund, og holdt øje med, at han ikke drattede i “den store balje” mens han hoppede rundt på de små glatte flader, for at forevige et par svaner. Bortset fra et par kolde hænder, trods vanter, så har vi slet ikke frosset i dag. Vi har fået masser af motion og frisk luft i dag. Vejret artede sig også fra den bedre side, da vi for det meste har haft tørvejr, kun lidt finregn af og til.