mandag den 19. juli 2010

Min lillebror - en godartet svulst

Mine forældre havde holdt sølvbryllup to år tidligere, og den første flok børnebørn havde også set dagens lys, da Mor mente hun ventede et barn. Alle læger var enige om, at det var noget hun bildte sig ind, og at det "bare" var overgangsalderen. Hun fik at vide, at hun ikke var den første kvinde på 45-46 år der troede hun var gravid. Der var absolut ingen af prøverne, der pegede i retning af en kommende lille ny, selvom mor blev ved med at sige, at hun udmærket godt vidste, hvordan en graviditet føltes. Ingen ville tro hende. Da hun begyndte at vokse, blev hun sendt til utallige undersøgelser, og de fandt ud af, at det var en svulst, så hun blev sygemeldt, og medicineret mod denne (kun meget kort, for mor nægtede at tage medicinen). Først da hun var 7 mdr. henne, bøjede lægerne sig, og erkendte, at hun var gravid.

Samtidig gik vi selv og ventede spændt på, om vi ikke snart måtte blive forældre til barn nr. to. (via adoption) Endelig, den 27. april, ringede de fra Amtet for at høre, om vi havde lyst til at komme og se et billede af vores 1½ måned gamle datter - hvis vi altså ville have hende! Sikke dog et spørgsmål... selvfølgelig ville vi have hende, hun var allerede vores. Samme dag fik jeg min lillebror. Min far var slet ikke til at skyde igennem. Endelig kom den dreng, som han havde ventet på i mange år.

Haanenklee 1986Min lillebror på ferie i Haanenklee
Allan med vores to børn samt sin lille svoger i midten Mads og Camilla med deres morbror

Vi har i vores voksenliv, fået fortalt, at far blev skuffet hver gang det blev en pige, der kom til verden. Dertil må jeg hellere lige nævne, at det har vi aldrig nogensinde mærket noget til. Vi har alle været højt elsket og værdsat. For som han sagde, med 3 piger, så skal drengene nok komme. Det gjorde de jo også.

Apropos lillebror, så har vi haft rigtigt mange sjove historier i tiden, og det har vi stadig. Mark er i sagens natur, nærmest opvokset som enebarn, men han er landet fint, aldersmæssigt, i flokken af børnebørn, så han har på den måde aldrig været alene, men haft masser af "søskende" at være sammen med. De fleste af børnebørnene er ældre end deres morbror. Mark kom til at gå i samme klasse som Camilla, lige fra børnehaven til 7. kl. incl. Mange tror, det er et barnebarn, mor følges med. Vi skaber forvirring og forlegenhed, når vi skal forklare famileforholdet.

Mark har altid sagt, at han har en far og FIRE mødre, (det kan være både godt og skidt.)

Oftest har vi selv styr på den mærkelige familiesammensætning, men ind imellem, falder vi også selv i vandet. Min ene søster så meget, at hun slet ikke kan finde ud af sin tittel, hvis Mark en dag skulle få børn. Derfor har hun besluttet at hun bliver onkel.

4 kommentarer:

  1. Åh, Pia, jeg kender selvfølgelig historien, men du giver den alligevel nogle morsomme og nye vinkler, som jeg hyggede mig en del over - herunder den med den 'godartede svulst' - herligt, herligt... som om man ikke ved, hvad man taler om, når man har født tre børn :-D
    Det er nu godt nok lettere usædvanligt, at ens lillebror er yngre end ens børn, så folks forvirring er nok forståelig.

    Og så er det vist det første ungdomsbillede, jeg ser af Allan :-D han minder mig lidt om Søren Ryge.

    SvarSlet
  2. Nogle svulster er meget velkomne end andre, den her var en af de rigtig gode.. :-)
    God humor at din søster vil være onkel... det bliver rigtig nemt at forklare.. :-))

    SvarSlet
  3. Ellen, tit syntes vi også det er synd for de folk, der undskylder og bliver helt forlegne. De tænker jo bare helt normalt.
    Søren Ryge... hmmm.. det har jeg aldrig set :-)

    SvarSlet
  4. Inge, når nu det ikke kunne være anderledes, så var det den mest velkomne svulst man kan tænke sig.
    Ang. onkel, så kan vi lige så godt blive i den vanskelige afdeling :-)

    SvarSlet

Alle kommentarer bliver værdsat. Jeg svarer også på kommentarer til gamle indlæg. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)