torsdag den 15. september 2016

Jeg har sagt op og lukker min blog

Årsagen til mine søvnløse nætter skyldes, at jeg fik en opringning om et tilbud jeg ikke kunne modstå. Efter en ekstra samtale om dette tilbud, har jeg sagt ja til et ny job. Et jeg ikke har søgt, og et jeg heller aldrig ville have søgt, hvis jeg havde set et stillingsopslag, af den simple grund at jeg har arbejde. Endda et godt, interessant og alsidigt arbejde jeg er taknemmelig over at have fået ved at søge uopfordret. Det nye job skulle jeg starte den 1. oktober, men da det, med de rette opsigelsesvarsler, ikke var muligt, ville man gerne vente til jeg kan tiltræde den 1. november.P1020222
At jeg havde ondt i maven, skyldes at jeg skulle sige mit gode job op. Derved kunne jeg ikke undgå at sætte chefen i et dilemma. Hvordan kunne jeg, så hurtigt som muligt, få det sagt på den rigtige måde, inden jeg kom med opsigelsen i en kuvert. Det nye job var ‘kun’ 99,9% sikkert og hemmeligt. Jeg havde altså ingen kontrakt på det endnu, men jeg havde som sagt besluttet mig, og vil helst følge mit arbejde til dørs og forlade virksomheden på en måde, så jeg kan se chef, kollegaer og samarbejdspartnere i øjnene, hvis og når vi mødes i lokalsamfundet. Jeg var sådan set ikke i tvivl om, at jeg kunne blive, hvis det andet job røg i vasken. Jeg ville gerne give chefen så meget tid som muligt. Det store spørgsmål for mig var også, om det nu var så nødvendigt at involvere chefen, hvis aftalen røg i vasken? Jeg lå søvnløs fra torsdag til tirsdag, og håbede bare at chefen ikke havde et møde i byen om tirsdagen, for flere søvnløse nætter magtede jeg ikke. Den samtale jeg gerne ville have, skulle hverken foregå på mail, sms eller ved en telefonopringning, men face to face. Jeg var kun lige mødt, da jeg meddelte  chefen, at jeg meget gerne ville tale med hende så hurtigt som muligt. Det skete prompte. Hun var, som forventet, yderst forstående, men selvfølgelig ked af at jeg ville forlad hende, men rigtig glad for at jeg fortalte det så hurtigt. Bliver det ikke til noget, Pia, så er alt her bare som før, siger hun så. Jeg fik ro i maven og langt om længe fik jeg også en nattesøvn. Når dette udgives er den nye ansættelseskontrakt stadig ikke underskrevet, men det har jeg en aftale om i morgen, fredag. Først når det er sket, og vi nærmer os den 1. oktober, bliver det officielt. Indtil da er der kun nogle ganske få mennesker i mit liv, der er informeret om hvad jeg har gang i. Hvis kollegaer, venner og andre i mit netværk kommer forbi og læser dette, så kan jeg informere om, at jeg ikke forlader den arbejdsplads, der har været min i mere end 27 år. Det er det andet job, det handler om, men jeg holder som sagt lav profil lidt endnu. Var det ikke for næste punkt, ville jeg have gemt dette indlæg til et senere tidspunkt.
P1120484
Det er næsten et år siden, jeg i mit stille sind besluttede, og sagde til Allan, at jeg ville stoppe med at blogge, når det blev forår. Det skete så bare ikke. Det er svært at sige farvel til en god ven, som de sidste 6½ år har givet mig mange gode og interessante timer. Dette farvel har jeg dog ikke ondt i maven over. Gennem bloggen har jeg mødt nye skønne mennesker, som vi begge har nydt at være sammen med i det virkelige liv.   
P1120397 P1120409
                    
Der er sket så meget, både godt og skidt, i mit liv siden sidste sommer, som jeg slet ikke har skrevet om. Der bliver flere og flere indlæg, der bare venter på at komme fra hoved til blog. Jeg mangler simpelthen tid til dette tidsfordriv, så jeg kan dele en pæn del af mit liv med jer. Der er bare også så mange andre værdier, som i sidste ende, trods alt, er vigtigere for mig.  P1120435
Der kommer altså ingen indlæg om en aldeles interessant dag i Gedser, sammen med Olsen-banden og Det Gule Palæ. Heller ikke om oplevelses- og solrig dag i september, da vi deltog i den årlige dragefestival på Møn. HoldDAop med biler, drager og mennesker der var mødt op, på det enormt store område Mandemarked Bakker, for 18. år i træk. P1120458
Heller ingen indlæg om at Camilla fik en pludselig indskydelse om at de ville komme en tur til Lolland, hvis vi altså var hjemme. Det var vi ikke. Faktisk var vi en god times kørsel væk, men vi skyndte os selvfølgelig at pakke sammen, fik handlet ‘kød og grøntfoder’ ind på hjemvejen og nåede hjem og fik tændt op i grillen inden de ankom. Bare 3 timer efter opkaldet, sad jeg samlet om bordet med alle mine kære, som var blevet hidkaldt til grill-hygge i haven på en dejlig solrig sensommeraften i september. 
P1120469 P1120463

Der kommer heller ingen indlæg om vores kommende ferie til Kroatien, eller om at jeg, først i det nye år, skal være faster-farmor og min søster bliver onkel. Der kommer slet og ret ikke flere indlæg fra min side. Andre interesser står i kø, nye som gamle. Nogle mere realistiske end andre. Nogle af dem forbliver sikkert luftkasteller, men uanset hvad, så glæder jeg mig til at åbne en masse nye døre både arbejdsmæssigt og i privatlivet.

søndag den 11. september 2016

Når systemet svigter (3)

Vi skriver den mandag den 22. august. Der er nu gået 3 uger, fra jeg sidst var med mor til fysioterapeut, hvor jeg også spurgte ind til de tidligere behandlinger, som de andre, altså ergoterapeuterne, havde givet. Vi havde undret os over, og talt om, at det var mærkeligt, der først begyndte at ske lidt med mors hånd, efter vi var mødt op hos fyssen. Vi kunne nok ikke helt sige os fri for at mene, at de andre behandlere måske ikke havde været helt gode nok til deres håndværk. P1120384
Vi ved godt, at der er forskel på hvordan en fys og en ergo arbejder, men det skal nævnes, da mor, for 9 år siden, var lammet i hele venstre side, og sad i kørestol og absolut intet kunne selv, var det ergoterapeuterne, der fik hende videre. Denne her gang skete der bare ikke noget, uanset hvad de forsøgte sig med. Hånden var helt lam og uden nogen form for følelser. Selv når de ‘satte strøm’ til hende, skete der intet, som i absolut intet. Det gjorde der heller ikke, da hun blev mål igennem fra A-Z på Filadelfia.
Som ergoerne sagde, ville de selv, hvis de fik samme behandling, være endt i loftet. Til mit spørgsmål om dette til fyssen, svarede han, at det sagtens kunne være at ‘hele mors system’ først var klar til genoptræning nu.  P1110820
Tilbage til begyndelsen af dette indlæg, hvor Allan fik tjansen som hendes ledsager. Når nu mor direkte havde bedt om at få lov at komme, så glædede fyssen sig også til at se, hvad de 3 uger havde udrettet. Han syntes igen, der var sket rigtigt meget. Han masserede og trykkede de helt rigtige steder, nøjagtig som de andre gange. Der var ikke så meget andet han kunne gøre. Det handlede udelukkende om træning og atter træning. Fyssen viste et nyt træningsredskab, som kunne erstattes af et langt paprør eller lignende, som mor kunne holde om og løfte. Det skulle hun træne med, sammen med alle de andre remedier, vi har fundet frem til. Efter denne konsultation var det slut med besøg. Fyssen ville med andre ord ikke se hende igen, med mindre hun ringede for en ny tid.  P1110838
Torsdag den 25. august havde mor tid på Filadelfia, til en ny stor EMG- og ENG-undersøgelse. Allan vil gøre meget for sin svigermor, men grænsen er nået, når det indebærer, at han skal klæde hende af til skindet, så jeg måtte tage en fridag. Systemet er sådan, at man godt kan blive kørt af Flextrafik, men de må ikke hjælpe patienterne med andet end overtøj og fodtøj. Søster har tidligere ringet til Valdemar og Filadelfia, for at forhøre sig om de ville hjælpe mor af og i tøjet, når hun skulle til undersøgelse, men det er der ikke mulighed for. Der skal en hjælper med og hjemmeplejen må ikke. Suk. Det er altså ikke nemt, når vi har et arbejde at passe, og er nødt til at bruge af vores sparsomme feriedage. Søster, som ellers har taget med de andre gange, var på Mallorca. Derfor måtte jeg tage fri. Jeg var ved mors side den 1½ time hun lå og blev stukket med små nåle, og fik strøm.

At der var lidt liv denne gang, var vi ikke så overrasket over. Til mine spørgsmål omkring dette, faldt svaret ret godt sammen med det fyssen havde forklaret. Man kan ikke trænes op, før kroppen er klar. Vi skulle sammenligne det med en forkølelse. Selvom næsen holder op med at løbe, har vi jo stadig forkølelsen siddende i os. Først når den er helt væk, kan vi begynde at samle kræfter og komme på højkant igen.
P1110817Filadelfia vil sende alle informationer til Valdemar. Nu venter vi på den indkaldelse og håber så bare de snart vil afslutte sagen. Når sagen er afsluttet, forventer jeg, at man kan kalde mor for afklaret, så vi kan komme igennem i systemet, men jeg bliver ikke spor overrasket, hvis der er andet, der spærrer ben og trækker det hele endnu mere i langdrag.
At kalde de små fremskridt for mirakler, er nok at overdrive lidt vel rigeligt, men for os, og for mor, er det meget store fremskridt. Hun træner og træner, men der er stadig lang vej, før hun kan klare sig selv. Hun vil så gerne selv kunne lave lidt mad og klare af- og påklædning. Kunne hun opnå at komme til at strikke igen også, så ville livet være, om ikke perfekt, så tæt på, når man runder de 80 inden næste sommer.  

onsdag den 7. september 2016

Når systemet svigter (2)

Når man ikke selv kan tænde sit komfur, opvaske- eller vaskemaskine, tage sig et stykke mad, klare et toiletbesøg, tage en trøje på, åbne en velcrolukning på en sko, eller i det hele taget åbne noget som helst, siger det måske lidt om hvor handicappet man er.
Som jeg skrev tidligere, syntes vi, at fire uger var for længe at gå og vente på en opfølgning, så ugen efter, altså den 6. juli, fik Allan tjansen at tage med mor. Hele familien kunne se fremskridt på den uge. Vel at mærke mikroskopiske fremskridt, for det var netop, hvad det var, men de tæller bestemt også med, og giver et håb, for et lidt bedre liv i fremtiden P1120365
Fysioterapeuten syntes, der var sket meget. Han var ganske godt tilfreds med mors træningsindsats. Han prøvede igen at hjælpe med de samme øvelser, som det var helt umuligt at udføre sidst, så som at rette fingrene ud, gribe fat om noget eller rette håndleddet ud. Det var stadig alt, alt for svært. Vi har alle flere gange set hvor enormt mange kræfter, hun bruger på dette. Hun spænder helt vildt i både ansigts- arm- og nakkemuskler, uden at der sker det fjerneste. Selv en svamp af skumgummi har hun ikke kræfter til at trykke sammen, hvis man lægger den i hånden på hende, så hun skulle altså bare koncentrere sig om sit håndled, ved at fortsætte med at vinke til gulvet og køre hånden rundt på kroppen, og øve sig på at rette håndleddet ud. Selvom vi ikke kunne se at der skete særlig meget bevægelse håndleddet, så kunne fysioterapeuten mærke at der var bevægelse dertil, så det var bare at øve, øve og atter øve, uden at overanstrenge sig, de næste 3 uger, mens han holdt ferie.
Mor den 14. februarDen 3. august var jeg afsted med mor igen. Selvom hånden stadig ikke kunne bruges til noget, var ingen i familien i tvivl om, at der virkelig var sket noget med den. Nu kunne hun nemlig selv rette håndleddet ud. Det betød, at hun, om end med en noget besvær, kunne klare sine toiletbesøg derhjemme helt uden skinne, hvis hun havde det rigtige tøj på. Der er selvfølgelig investeret i nogle nye gevandter med løs elastik i taljen.
Vi var spændt på hvad fysioterapeuten ville sige. Han mente dog ikke at hans mening betød noget i den sammenhæng. Vigtigst var det, hvad mor (og vi andre) selv følte og mente. Mor var glad og tilfreds, men ville selvfølgelig meget gerne nå længere. Til det svarede fysioterapeuten, at der var mere i den hånd endnu, men hvor langt hun kunne nå, turde han stadig ikke udtale sig om. Der var ikke ret meget andet at gøre end bare at træne og træne. Havde det været i Sverige, hvor han selv havde arbejdet i mange år, ville han bare have ordineret noget genoptræning og nogle hjælpe- og træningsredskaber, men systemet i Danmark fungerer anderledes, så det havde han desværre ikke mulighed for. Han fortalte, at mange af de træningsredskaber sagtens kunne erstattes af, hvad man nu havde ved hånden. En sammenrullet tennissok, en lille bold, en skumgummisvamp eller lignende, som mor kunne klemme om. Lidt sand i en bakke, som hun skulle køre sine fingre igennem, og meget gerne også skrive med fingrene i sandet, hvad dog ikke var tilnærmelsesvis muligt. Hun skulle øve sig i at gribe om et stykke køkkenrulle eller et stykke tøj. Hun skulle i det hele taget bare øve sig i at gribe om bestik, og gøre hvad som helst med den hånd. P1130552
Da vi gik, udbrød mor: “Jeg skal altså kunne stikke igen, for det er hvad jeg har brugt en stor del af min tid på, før dette skete.” Uh… det bliver nok svært, siger han. Du skal i hvert fald starte med nogle meget tykke pinde. Ja, nogle rundstokke siger jeg.
PS: Hvis nogen nu tror, at mor både kan strikke og alt muligt andet nu, så er det desværre ikke tilfældet, men håbet lever stadig, og hun arbejder med træningen. 

mandag den 5. september 2016

Søvnløse nætter og ondt i maven

Torsdag formiddag, midt i arbejdstiden, fik jeg en opringning fra en aldeles uventet kant. Jeg hang i deadlines og havde ikke tid eller mulighed for at tale, så det blev en ret kort samtale, men en samtale jeg ikke kunne glemme.
Selvom jeg fulgte op på den efter arbejdstid, og var helt afklaret omkring det, holdt nyheden mig alligevel vågen det meste af natten, og det har sådan set spoleret min nattesøvn lige siden. Om dagen går det fint, så længe jeg har noget at fordybe og koncentrere mig om, men så snart jeg går, cykler, eller lavet andet ‘ingenting’ opstår det tankemylder. Det kommer bare snigende helt af sig selv, og jeg får ondt i maven.
P1120372
Da jeg cyklede hjem fra arbejde fik jeg øje på en stor flok dyr der stod lige midt i svinget, lidt længere fremme på grusvejen. De fik selvfølgelig hurtigt benene på nakken, mens jeg prøvede at få hevet mit kamera op ad tasken, alt imens jeg bremsede cyklen så jeg kunne hoppe af.
Inden jeg nåede så langt, var de forsvundet bag svinget, og altså helt udenfor mit synsfelt. Jeg sprang på cyklen igen i en gevaldig fart, og håbede at jeg kunne få et glimt af dem, inden de løb ind i skoven.
P1120373
Det fik jeg, og zoomede ind med kameraet, alt hvad jeg kunne. Det kom der disse ikke særlige gode billeder ud af. Egentlig ville jeg bare vise Allan dem, men har nu, trods den elendige billedkvalitet valgt at dele oplevelsen med jer læsere også.

torsdag den 1. september 2016

Når systemet svigter (1)

Det er et emne jeg kunne skrive rigtigt meget om. Det vil jeg dog lade fare, men måske sidder nogle af jer og tænker, hvordan det er gået.
Jeg kan nævne, at mor selv betalte en formue (kr. 7.200,-) for en elektronisk dørlås. Alene emnet dørlås, kan jeg også skrive meget om. Der er meget at forholde sig til, og når man samtidig bor til leje og ikke må ændre eller lave noget selv, til trods for at familien har uddannelserne til de forskellige håndværk. 
Nå, men fra den dag, midt i april, da den nye dørlås blev sat i, blev mors liv mere frit. Hun kunne nu lukke de mennesker ind, som ringede på for at besøge hende. Mindst lige så vigtigt er det, at hun selv, dog med besvær, kan forlade sit hjem og gå alle de ture hun ønsker.
P1120362Kender du ikke historien, kan du læse lidt om hvordan det begyndte her, og lidt om opfølgning her, her, her og her. Siden har jeg ikke skrevet meget om det emne, men det betyder desværre ikke, at alt er i sin skønneste orden. Vi har stadig vores hyre med ting og sager, og har endnu ikke opgivet kampen, men det var ikke det, det skulle handle om. 921208_10208113962344387_3938933596296700350_o
Kommunen skruede først ned for træningen, for derefter at tage den helt fra hende. Vi kunne se det gik ned ad bakke, og vores kampe med hele systemet, har endnu ikke ført til det fjerneste, da mor ikke er afklaret, som de kalder det. (Billedet er af min egen hånd, men det er for at illustrere hvordan mors hånd sidder, hvis hun ikke har skinne på, og selve fingrene er mere sammenkrummede end jeg viser her. Den anden hånd, som hun har levet med siden 2009, er også svært handicappet)
Mor har lige fra hun blev indlagt, i december, gået med en skinne (handske) som skulle støtte og rette håndleddet ud, så ikke nerver og muskler blev beskadiget yderligere. Der har blandt Filadelfia, Valdemar og ergoterapeuter været delte meninger om, hvad der var rigtigt. Mor kan ikke selv kan tage skinnen af og på, og blandt hjemmeplejerne var der flere, der ikke kunne se noget formål med at tage skinnen af, og sætte den på igen i løbet af den korte tid, de var der. Det er en anden kamp vi har haft. Uden skinne kunne mor ikke klare de mange timer, hun immervæk var alene, så hun var nødt til, at gå med den det meste af tiden. Vi fire børn var heller ikke helt enige om, hvad der var bedst. En var meget neutral, to sværmede for den blev taget mere af, og en holdt på den skulle bæres altid. Så er det slet ikke nemt, når man ikke kan klare sig selv. Når jeg var sammen med mor, fik hun skinnen af, så længe hun ønskede det, mens jeg holdt øje med, at hun ikke ødelagde noget for sig selv, på den måde hun gik eller sad med sin hånd.    
Jeg har tidligere haft mor med til min mirakelmand, som dog ikke kunne hjælpe hende med netop dette problem, men da hun fik spændinger i nakken, fordi hun kompenserer med musklerne i skulder og nakke, p.g.a. den manglende funktion i hånden, fik jeg en akuttid til hende hos denne behandler igen, så han kunne sætte nogle nåle og fjerne spændingerne. Det skete den 21. juni, hvor søster L sagde ja til at klare den aftale. Han huskede udmærket mor og hendes kvaler, og selvom han havde sagt, at den drophånd ville have meget lange udsigter, og at hun skulle regne med ½ år til 8 måneder, før der skete noget, hvis der altså skete noget (det var der nemlig ingen garanti for) så var han, åbenbart, alligevel overrasket over, at der ingen forandring var sket, siden han så hende for ½ år siden. Vores mirakelmand sagde, at de havde ansat en dygtig fysioterapeut, som han gerne ville tale med om mor, hvis han altså måtte. Det var mor helt med på. Behandleren konsulterede sin kollega og vendte kort efter tilbage med besked om, at kollegaen gerne ville se på mor. Hun fik en tid ugen efter.
P1110997 P1120001

Den 27. juni var jeg afsted med mor til denne fysioterapeut. Han fik oplysninger af os, mens han behandlede mor og fortalte os en masse. Ih… hvor blev vi kloge…og det hele gav god mening. Hånden virkede helt død, sagde han, men den var heldigvis ikke helt død, fandt han ud af. Hjernen havde bare allerede glemt, at den havde en højre hånd, den skulle 'tale' med. (Hvis du f.eks. får bundet din hånd om på ryggen en uge, så vil hjernen glemme den hånd) Det lykkedes ham, ved hjælp af hans arbejdsteknikker, at få aktiveret forbindelse mellem hånd og hjerne. I starten vinkede hun med hele skulderleddet, så med albueleddet, men det lykkedes for hende at nå helt ned til håndleddet. Nu skulle hun bare selv træne og træne ved at vinke til gulvet, som han kaldte det. Altså forstået på den måde, at armen skulle hænge ned langs kroppen, og så skulle hun ellers bare vinke med håndleddet til gulvet, så godt hun kunne. Der var ikke den helt store bevægelse, men den var der. Det kan sammenlignes med et menneske, der ligger i koma, og man ser det første tegn på et øjelåg eller en finger, der bevæger sig. Har man været der med nogen, så ved man, hvor meget det betyder.
l tænker sikkert også, kan det virkelig være så svært! JA, det er frygteligt svært. Det kræver utroligt mange hjerneceller og frygtelig mange kræfter, at få det til at ske. Det tænker man jo ikke over, når man bare kan gøre det, nærmest uden at tænke over det. Fysioterapeuten syntes i øvrigt, at det ville være en god ide, at mor ikke gik med skinnen mere end højst nødvendigt. (Det største problem var toiletbesøg, for det havde kommunen taget fra hende.) Selvom hun intet kunne med hånden, så var det vigtigt, at den blev aktiveret. En simpel øvelse som at køre hånden hen over knæ, arm, mave og hvor hun nu kunne nå, ville også være en god øvelse. Han sagde at mor godt kunne nå længere end hun var i dag, men hvor langt hun kom, turde han ikke gisne om, og det ville tage rigtig lang tid, inden hun evt. kunne bruge hånden, men alt fremgang var godt, uanset hvor lille den fremgang var. Det var vi rørende enige om alle tre. P1080494a
Da han sagde, at han nu snart skulle på ferie i 3 uger, og heller ikke ønskede at tage mors penge, mente han ikke hun skulle komme igen. Jeg havde flere gange lagt mærke til mors ansigtsudtryk, og var klar over, at hun havde fået fornyet optimisme, og kunne med den kommentar fornemme på mor, at hun blev lidt skuffet. Selv syntes jeg også, det ville være rart med endnu et besøg, så jeg spurgte ham, om han ikke ville tage imod mor, hvis hun gerne ville betale for at besøge ham. Det ville han heldigvis godt. Vi forlod stedet medbringende en ny tid i kalenderen allerede ugen efter, for ellers kunne det tidligst blive om fire uger, og det syntes vi var for lang tid at vente. Da vi sad i bilen igen, sagde mor, at det havde været et meget positivt besøg, så nu var hun spændt på, hvad fremtiden kunne bringe hende.

mandag den 29. august 2016

Overflod må ikke blive til madspild

Det er længe siden vi har haft en weekend, hvor der ikke var aftaler i kalenderen, men sådan en har vi lige haft nu. Den havde jeg glædet mig til. Ikke fordi der har været noget i vejen med nogen af weekenderne de sidste par måneder. De har nemlig alle været fyldt med en masse forskelligt godt, sjovt og interessant.
P1120351Der er mange grunde til, at jeg for mange år siden fik minimeret urtehaven kraftigt, og fik fjernet en masse bærbuske og frugttræer. Jeg kan nemlig ikke tåle at se noget gå til spilde. Alt skal reddes til vinterforråd, men der er trods alt grænser for, hvad to mennesker kan nå at spise på et år. Det er denne redningsaktion en stor del af min weekend er gået med.
En masse tomatsuppe er lavet til fryseren og hindbærrene er også plukkeklare fra nu af og til frosten tager dem. 
Selvom jeg i mange år har holdt vores træer nede i plukkehøjde, og ikke har uanede træer og buske, men blot et enkelt æbletræ og et pæretræ, så har vi alligevel rigeligt til at være selvforsynende, af det jeg nu har valgt at have i haven. Træer og buske bliver ikke sådan udskiftet fra år til år, men det gør urtesagerne og drivhusets udvalg til gengæld.
Men, men, men, så er der jo alle naturens milde gaver langs hegn og krat, som jeg også har det svært med ikke at redde en stor del af. Det er et evigt tilbagevendende problem jeg slås med. Jeg er udmærket klar over, at det snerper i retningen af sygelighed.
Hvis nu jeg ikke brød mig om at sylte, bage og eksperimentere, så løste det problem vel sig selv, men jeg indrømmer blankt, at jeg har frygteligt svært ved at begrænse mig. Manglende glas og flasker kan være et mindre problem, men det kan løses. Heldigvis har jeg ikke ubegrænsede opbevaringsmuligheder i skabe og frysere, så på en eller anden måde, er der trods alt sat nogle begrænsninger. 
P1120352 P1120354

Vi har frygtelig mange æbler og pærer i år, selvom vi, som vi plejer, har gået og tyndet ud. De sidste mange uger er æblerne drysset ned, men også de skal jo reddes. Nedfaldsæblerne bliver løbende samlet op og udnyttet. I lørdags skrællede jeg en hel spandfuld, som blev kogt og lagt i fryseren til vintrens æblekager. Inden længe skal alle æblerne høstes fra træet. Jeg er så småt begyndt, så det ikke bliver nedfaldsæbler alle sammen. De skal dog lige modnes helt først.
Pærerne har vi længe haft travlt med at spise, som de frugter de er. Jeg har foræret en del væk allerede. Når de er modne, bryder vi os ikke om den form for frugt. Selvom vi holder af pærevælling, så er det ikke noget, der skal stå på menuen hver uge hele vinteren, men de er gode i kager og i madlavningen. De skal dog stadig være hårde og sprøde.
Da mor, som lider lidt af samme 'sygdom', men ikke mere kan lave noget selv, spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig, nogle af de mange flotte paradisæbler hun havde, var jeg allerede fristet, men lovede ikke noget. Jamen hvis du vil have nogen, skal du nok skynde dig, inden de alle falder ned. Jeg var på besøg i weekenden, men tog ikke et eneste med hjem, selvom fristelsen var stor.
Det er jo også tid for høst af brombær, som jeg endnu kun går ude i naturen og fylder i min mave. Det er også tid for høst af hyldebær. Der lokkes hele tiden med fristelser.
P1120363 P1120367

Jeg ringede til vennerne og spurgte, om de gav en tår kaffe om søndagen. Vi skulle være velkomne. Senere blev der ringet tilbage, om vi ikke havde tid og lyst til at spise med, når nu vi alligevel kom. Det ville vi selvfølgelig gerne. Jeg ville så komme med kagen, da det var en god anledning til at få ryddet ud i min pærebeholdning. En stor portion pærer blev derfor skrællet og kogt, hvorefter jeg lavede en pærekage, efter samme model, som man laver en gammeldags æblekage. Den blev pyntet med mit hjemmelavede rosengele. Aftenens menu, var bl.a. hjemmefanget ørred.








lørdag den 27. august 2016

En typiske hverdagsuge

Vi kan sove længe. I hvert fald sammenlignet med så mange andre, og med dengang vi havde hjemmeboende børn og Allan også var på arbejdsmarkedet, hvor vi stod op klokken 5:15, men selvom det er 6½ år siden, er det ikke lykkedes mig at få mit indre vækkeur omstillet. Selvom det fungerer udmærket, siger mine erfaringer mig, at jeg sover bedst med den sikkerhedsforanstaltning, at vækkeuret er sat til at ringe. Det er dog ikke sat før til kl. 6:30, men som regel er vi allerede oppe på det tidspunkt. Det er utroligt sjældent, det når at give lyd fra sig.
Mit liv er i alle henseender en blandet landhandel, både hvad job og fritid angår. Nøjagtig sådan er mine morgener også. Dem er der ikke meget rutine over. Badeværelset bliver selvfølgelig vendt og jeg kommer i tøjet, men om det er det første der sker, når jeg vælter ud ad sengen, eller det er i sidste øjeblik, afhænger helt af hvad jeg kaster mig ud i om morgenen.
Kaffetjansen er og har altid været Allans. Han skal helst have noget indenbords i det øjeblik han stiger ud ad sengen, mens jeg sagtens kan vimse rundt i en time eller mere, inden jeg sætter mig til bords. Det gør jeg så. Altså vimser rundt, i hus eller have og tager mig af småting, som at fodre vaskemaskinen og evt. akutte ting, der pludselig er dukket ud ad det blå. Hvor meget tid jeg har til det om morgenen, afhænger helt af hvornår jeg er færdig med at sove. Måske går jeg mig en lille morgentur, bager boller, forbereder aftensmad eller laver andre køkkensysler. Mens jeg spiser min A38 med friske frugter og drikker min morgenkaffe og spiser en halv ostemad, bliver der ofte læst blogge, tjekket mail, strikket, løst kryds & tværs, mens jeg ser morgen-tv. P1120348
Mandag, onsdag og fredag er det cykeldage. Jeg elsker mine cykelture på godt 6 km hver morgen, og ind imellem cykler jeg også hjemmefra i så god tid, at der er tid til at hoppe af cyklen og gå på fotosafari, eller bare nyde skoven og dyrene ekstra. Da Allan forlod arbejdsmarkedet begyndte jeg i højere grad at leve en privilegeret tilværelse. Han sætter en ære i at trække min cykel ud til mig hver morgen. 
Mit arbejde er lige så afvekslende som resten af mit liv. Jeg har frihed til at vælge hvordan min arbejdsdag skal se ud. Selv efter 27 år på samme arbejdsplads, er og bliver det aldrig kedeligt. Når arbejdsdagen er slut, nyder jeg igen cykelturen hjem. Måske tager jeg på en lille udflugt ud ad andre skovstier, inden jeg kører hjem. Eller jeg stiller cyklen for at høste et eller andet på min vej. Naturen har jo et overflod af alt, som jeg fristes af.
Tirsdag og torsdag ligger arbejdspladsen noget længere væk. Derfor tager jeg bilen, som altid er køreklar i mere end en forstand. Jeg kan sagtens køre bilen både ud og ind ad garagen. Det er ikke det store arbejde at trykke koden til den elektriske port for at få den til at køre op, men også her sætter Allan en ære i det arbejde. Han kører altid bilen ud, og sørger ligeledes altid for at der er fyldt brændstof på. De sidste mange år, er det forsvindende få gange, jeg har prøvet at fylde brændstof på en bil. Er bilen af en eller anden grund nødt til at overnatte ude i sne, kulde og frost, eller jeg skal køre i bil nr. to, som altid holder ude, så er ruderne renset, bilen er startet, og der er dejligt tempereret at sætte sig til rette. Det hænder, at Allan skal tidligere afsted end mig, til en eller anden aftale, men jeg er heldigvis ikke hjælpeløs og kan sagtens klare mig selv.
Fredag er kort arbejdsdag. Her lukker og slukker jeg kontoret kl. 14:00 for at holde weekend. P1110201
De timer der er tilbage efter endte arbejdsdage, bliver fyldt ud med mange forskellige ting. Nøjagtig som om morgenen, men dog med andre muligheder, da der trods alt er længere tid at gøre godt med. Jeg hader at spilde tiden, og duer ikke til at sidde og glo huller i luften. Da jeg var yngre, gik jeg til sport og andre fritidsinteresser. Tog til møder, og endda på arbejde i mange timer. I dag ser det anderledes ud. Jeg vil helst ikke have hverdagene booket med aftaler. Jeg kan godt lide, at der er frit slag på alle hylder, til at gøre hvad der passer mig. Jeg vil gerne selv være med til at sætte kulør på min dag, så den passer til mig. Det gælder om at gribe nuet. Hvad der var godt og sjovt i går, kan hurtigt ændre sig til ikke at være særlig interessant i dag.