tirsdag den 2. august 2016

Tidens Samling, museumsbesøg i Odense

Man ved aldrig helt hvordan Allans knæ har det. De knæ er absolut utilregnelige. Nogle gange kan de 15.000 til 20.000 skridt om dagen i hver eneste dag, uden det mindste problem af nogen slags. Andre gange er det helt tosset, uden at han behøver at foretage sig noget som helst. Uanset hvordan de knæ har det, så er det både godt og sundt at få dem brugt. Det skader ingen steder, hverken at gå eller cykle. Faktisk er det både god og nødvendig træning for ikke at forværre tilstanden. Han må bare ikke overanstrenge sig, men hvornår er det lige man gør det, når man ikke kan få en rettesnor at gå efter? Det er det helt store spørgsmål, ingen kan svare os på.P1120029
Planen var at vandre meget, meget mere, og der skal ellers rigtigt meget til før Allan opgiver, men her måtte han kaste håndklædet i ringen. Vi måtte tage bilen til hjælp, og finde på noget andet at udfylde dagene med også, så i Munkebo nøjedes vi med at gå op ad Munkebo bakke, som ligger 58 meter over havet. Derfra tog vi turen op i tårnet, hvor der er en smuk udsigt hele vejen rundt, inden vi fortsatte til Odense.
P1120030Jeg havde adressen på Tidens Samling, men OM vi kunne finde det. Vi blev ved med at traske rundt i de samme små smøger og stræder i det enorme bygningskompleks af Brandts gamle Klædefabrik. Allan mente, det måtte være bygningerne i sig selv, der var museet, men jeg vidste, der var et museum og vi fandt det også til sidst.

Tv-serien 'Badehotellet' har lånt badetøj fra dette museum til tv-optagelserne.
P1120031
Museet indeholder små møblerede stuer, samt andre sjove ting og sager, for hvert årti i perioden fra 1910 til 1980. Det er tilladt at røre ved alt. Man må åbne skuffer sidde i møblerne. Prøve tøj og lytte til musikken. Man må læse i alle de mange bøger og blade, skolebøger, håndarbejdsbøger og billedalbum, der befinder sig der. Her er masser af nostalgi. Man kan ikke undgå at drømme sig tilbage til sin egen barndom og til sine bedsteforældres stuer og såmænd også ‘bare’ til da ens egne børn var små. 
P1120035
Museet indeholder også altid en særudstilling, der sætter fokus på emner og design fra det 20. århundrede. Vi så udstillingen “Klæder Skaber Børn”. Det var en rigtig fin udstilling.  P1120033
Der var også montrefyldt med konfirmationsgaver op gennem tiden. Øverst ses et udsnit af gaverne til pigerne. Konfirmationscykler ophørte man med at give i 50’erne, stod der. Det vidste mine forældre åbenbart ikke, for det fik jeg så sent som i 1969. Jeg var faktisk ret glad for den cykel, og havde glæde af den helt op i mit voksne liv.
P1120034











Her ser man et udsnit af gaverne til drengene. Vi faldt især over at det var meget normalt at drengene fik både piber, lightere, cigaretter og andet tobak.
Selvom det er et forholdsvis lille museum, så er der meget mere at se, end det jeg viser her. I etagerne under var der også arbejdende værksteder, (hvad de så end laver der) hvor jeg tror, man normalt vil kunne kigge ind, men der var ferielukket. Det var også godt det samme, for vores p-tid var ved at udløbe.

11 kommentarer:

  1. Hvor er I gode til at få set noget, når I er af sted. Jeg fik skrivebord i konfirmationsgave :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Et skrivebord, stod slet ikke på gavelisten på noget tidspunkt ;-) men jeg er sikker på, du har haft rigtig meget glæde af din gave også.

      Slet
  2. Det er lidt usædvanligt. Normalt må man kun se, men ikke røre. Tingene er selvfølgelig brugte, men i fin stand, og vidner om at det er rigtige hjem, hvor livet leves og man passer på det man har.

    SvarSlet
  3. Det lader til at være et meget spændende sted, I langt om længe fandt frem til.
    Underligt med Allans knæ - at de 'opfører' sig så forskelligt under tilsyneladende ens betingelser.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var entreen og besbæret værd, og har man mindre børn er der mulighed for at klippe, klustre og lave alverdens ting i indgangen.
      Det er meget mærkeligt, det kommer uden varsel, og uhyre sjældent fordi han har været ude at gå eller cykle mere end normalt.

      Slet
  4. Sjovt det der sad mest fast hos mig var konfirmationsgaverne, især det de er køns inddelt.
    Jeg mindes min egen konfirmation. Da min far havde en finger med i spillet i næsten alt der foregik i byen, byrådet, handelsstandsforeningen, turistrådet jeg kunne fortsætte, så jeg fik en masse opmærksomhed, dengang fik drengene pengegave/boggave og piger en buket blomster, og jeg var så ked af alle de blomster (22 orkider og 40 buketter blomster) hvad skulle i 14 årig pige, der elskede at læse, med dem, det var ikke pengene, men boggaverne jeg hellere ville have haft.
    Lyder jeg forkælet, så er det okay med mig, for en boggave havde varet evig, blomsterne holdt i max 14 dage, og derved ikke et minde fra dagen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Holddaop. Nej, du lyder ikke forkælet. Selvom blomster er flotte, så er det ikke noget en pige på 14 år sætter pris på. Selv i dag ville jeg være ked af at få så mange på en gang. Hellere et gavekort, så man kunne få en blomst hver 14 dag, eller efter behov. Min far var også kendt i hele landsbysognet, så jeg fik flere pengegaver (en 10'er, og i få tilfælde en 5'er) end mine jævnaldrende og jeg fik frygtelig mange telegrammer, der 'kun' indeholdt lykønskninger. Jeg anede ikke hvem mange af dem var. Jeg fik ikke en eneste bog, men tørklæder, tasker og smykker, som jeg aldrig har brugt. Da vores Camilla blev konfirmeret, var hendes eneste ønsker, bøger, bøger, bøger (og et ophold på en ridelejr) min svigermor synes det var mærkeligt, at et barn ikke havde andre ønsker end bøger. Det ville hun i hvert fald ikke give og der skulle ikke købes bøger for pengene.

      Slet
  5. Hvor er det træls for Allan med det knæ - min slidgigt i hoften teer sig lidt i samme stil, jeg har også svært ved at finde ud af, hvornår det går galt, og smerten kommer som regel ikke, når overbelastningen foregår, men senere og ofte først dagen efter.
    Godt I fik fundet museet - det er nu lidt sjovt at se ting udstillet, som man selv kan huske, for nogle år siden stødte vi på et museum i Tyskland, hvor der var en afdeling med ting fra '60erne og '70erne, det var bl.a i de årtier, at alt det farvede plastik kom frem, og vi huskede det jo begge, for det var også i den periode, vi begyndte at samle vores udstyr, så vi stod der og sagde til hinanden "ej kan du huske, vi havde sådan en, den var bare rød - kan du huske den lampe, den var i brune og beige farver og vi samlede den selv osv osv".
    Sjovt med de konfirmationsgaver - der blev nu også stadig givet mange cykler, da jeg blev konfirmeret i 1971 - jeg fik penge til at købe en :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Allan har også slidgigt, men det er mere en miniskskade som forårsager bakercyste. Det er den der volder de største problemer. Han er blevet opereret for det 2 gange. Første gang hjalp det ganske lidt. Anden gang også kun ganske lidt. Det er aldrig blevet godt, samtidig med at han selvfølgelig også bliver ældre og skavankerne kommer snigende.
      Det er netop det man gør, siger ej, kan du huske... ej, se der.. og der... :-) Ren nostalgi, som er sjovt, men ting jeg alligevel ikke ønsker at have i dag.
      Nu ved jeg jo ikke om du er født og opvokset på landet, som jeg selv er, men en forklaring kan jo være, at vi stadig havde rigtig meget brug for cykler ude på landet, da det var eneste transportmiddel. Luksus, når man ikke gad gå :-)

      Slet
  6. Surt - og sært - med det knæ, der uden varsel opsiger det gode samarbejde. Men selvfølgelig kan I finde på noget alligevel. Det museum har min faster talt om; det ser sjovt ud. Godt, man var holdt op med at forære tobak, da jeg blev konfirmeret. Jeg var godt nok blevet lang i hovedet over en pibe eller fire cerutter. Bøger fik jeg heller ikke, men jeg fik en lommeregner, der kunne regne procenter!

    SvarSlet
    Svar
    1. Kunne man dog bare lave aftaler med det knæ, og booke tid i kalenderen :-)
      Selvom jeg havde glemt min 'måske værd at se' liste herhjemme, kunne jeg heldigvis huske det, jeg havde skrevet.
      Tobak var forbeholdt drengene, men der har sikkert været undtagelser, som med alt muligt andet. Jeg husker også da jeg fik (eller måske selv købte) en lommeregner, der kunne regne procenter og kvadratrod. Det var stort ;-)

      Slet

Alle kommentarer bliver værdsat. Dit fodspor er med til at sætte liv på bloggen :-)